Den lokale specialist
Trekroner er ved at vokse sig til en stor bydel, og der skal naturligvis ikke mangle en dygtig tandlæge. Firouz Nielsen byder velkommen til Trekroner Tandklinik, hvor han tilbyder tandeftersyn, tandpleje og alle de behandlinger, der skal til for at holde munden frisk og sund.
“Jeg har længe haft egen tandklinik i Faxe, og den har jeg stadig,” fortæller Firouz Nielsen. “Men i august 2016 åbnede jeg også her i Trekroner, hvor jeg ind til videre har åbent hele fredagen og efter aftale de øvrige dage som supplement til min klinik i Faxe.”
Firouz forklarer, at han greb chancen for at starte klinik op i Trekroner Butikscenter, fordi han selv bor i bydelen. Det ville være rart med en klinik i nærheden af bopælen, og derudover så han et klart potentiale i at tilbyde lokal tandpleje for den hastigt voksende bydel.
“Det går indtil videre rigtig godt,” fortæller Firouz Nielsen, som blev uddannet i København i 2003 og siden har arbejdet med både børne- og voksentandpleje. “Jeg er godt booket de dage og timer, jeg er her i Trekroner, så det har været en fin beslutning at åbne i butikscenteret.”