M-Studio
Lysalleen 532 a, st.
4000 Roskilde
T: 23849142
Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.
Velkendt ansigt bag dansestudie i Trekroner
M-Studio har bragt danseglæden til Trekroner, siden studiet for første gang bød op til dans i august 2019. Bag M-Studio er et velkendt ansigt – nemlig Mille Eilskov, der gennem sine ungdomsår har tilbragt adskillige timer rundt omkring på diverse dansestudier i Roskilde og København. Inden hun slog dørene op for M-Studio, videregav hun i en årrække sin glæde ved dans gennem undervisning - først i den lokale idrætsforening og senere hen i et anerkendt dansestudie i Jylland. De sidste fire år har Mille Eilskov været tilbage i Roskilde, hvor flere af byens fritidsklubber har haft glæde af hendes undervisning. Og netop glæden ved dans gennemsyrer M-Studio. Konceptet er klart – hos M-Studio danser de, fordi de synes, at det er sjovt.
»Jeg startede selv med at danse som femårig i den lokale gymnastikforening. Jeg dansede konkurrencedans fra jeg var ni til femten. I mit voksenliv dansede jeg både i København og Aarhus, hvor det også blev til en del optrædener i shows, musikvideoer og koncerter. Jeg fandt dog hurtigt ud af, at jeg i virkeligheden brændte for at undervise i og videregive glæden ved dans. Og det er det, jeg gerne vil med M-Studio – sprede danseglæden,« fortæller ejer af M-Studio Mille Eilskov.
M-Studio tilbyder danseundervisning for både nybegyndere og øvede i forskellige stilarter. Her kan både børn, unge og voksne være med. Hos M-Studio er danseglæden i fokus, og her handler det om, hvad dans kan gøre ved din krop og sind.
»Hos M-Studio samles vi om passionen for og glæden ved dans. Vi har valgt at fjerne konkurrenceelementet, og vi kommer derfor ikke til at deltage i dansekonkurrencer, som så mange andre dansestudier gør. M-Studio er ikke blot et sted, hvor man kommer for at danse – det er i lige så høj grad et sted, hvor man kommer for at være med i et fællesskab. Min mission med M-Studio er at skabe rammerne om et socialt samlingspunkt for hele Trekroner, og jeg håber, at lokalsamfundet vil gøre brug af studiet - både når det kommer til motion, men også hvis der er brug for et lokale til underholdning og kreative indslag« siger Mille Eilskov.
Du finder M-Studio i Nordens Søpark på den anden side af broen af Trekroner Søen.
.