Ud over det sædvanlige
En madbutik ud over det sædvanlige. Sådan lyder SuperBrugsens slogan, og det er præcis sådan, at chefen i SuperBrugsen i Trekroner Butikscenter, Jørgen Vejbirk, ser sin egen butik.
“Her skal vi hver dag tilbyde kunderne lidt ud over det sædvanlige, så de kan få dækket alle deres dagligvarebehov og lidt til,” forklarer Jørgen Vejbirk. “Vi har kollegerne fra Fakta lige ovre på den anden side af torvet, og vi skal være det friske alternativ med et langt større udvalg, med flere delikatesser og med mere inspiration til aftensmaden.”
Det lever SuperBrugsen blandt andet op til ved at have en hel disk med frisk fisk, et fristende blomsterhjørne, en slagterafdeling med specialudskæringer og et væld af økologiske varer inden for mange kategorier.
“Vi er aktive her i vores lokalområde, hvor vi gerne besvarer spørgsmål på Alt Om Trekroner og imødekommer vores kunders individuelle ønsker,” fastslår Jørgen Vejbirk. “Det giver salg hele dagen lige fra de studerende, der kommer efter det hurtige måltid og en kop kaffe over de lidt ældre kunder i løbet af dagen og til travle familieforældre, der handler ind sidst på dagen efter arbejde. Vores kunder dækker bredt og bidrager til, at salget går rigtig godt.”
SuperBrugsen er en stor butik med separat bager og caféhjørne, og Jørgen Vejbirk er glad for atmosfæren i centret: “Vores kunder har let til smil, og de er altid meget positive, når de møder vores medarbejdere. Det er et godt sted, vi ligger.”